Vælg din følelse

Tre forskellige hjerner – med tre forskellige funktioner.

Først en lille opdatering på dine tre hjerner:

Krybdyrhjernen er din opsynsmand. Han sørger for at du virker – at du trækker vejret, at dit kredsløb fungerer og at de helt grundlæggende funktioner er på plads.

Følehjernen samler på følelser, og husker på de forskellige input, der har skabt følelserne. Så du kan blive varskoet, når noget lignende opstår. På godt og ondt. Her bor det hele – lige fra angsten til forelskelsen. Fra motivationen til afmagten. Tilsyneladende udenfor din kontrol. Og så alligevel…..

Menneskehjernen. Den unge, entusiastiske new-comer, som er fyldt med tanker, planer, ønsker og helt rationelle, logiske tilgange til livet. Her bor sproget, fantasien og evnen til at skabe bevidste forestillinger. Og det er din vej til at skabe samarbejde imellem dine hjerner.

Det limbiske system forstår nemlig ikke det konkrete sprog – det forstår kun dine forestillinger – altså dine indre sansninger. Luk øjnene. Tænk på sidste gang du blev rigtig glad. Se, hør og mærk det. Jo mere du fokuserer, des tydeligere mærker du det i din krop. Din tanke bliver til din følelse, fordi du bruger din forestillingsevne.

 

Her kommer den helt grundlæggende opskrift

Vi starter med den almene opskrift på følelser. Altså alle slags følelser, ikke bare de gode eller de dårlige. Din hjerne har ingen præferencer, den adlyder bare dine kommandoer, og nu er tiden kommet til, at du bliver bevidst om hvilke kommandoer du skal bruge.

Start med at vælge to følelser – en mørk og en lys. (Eller måske kalder du dem tung/let – dårlig/god – negativ/positiv.)

Skriv deres navne ned.

Jeg har lige nu valgt ”nervøsitet” og ”stolthed”.

Nu har vi altså to forskellige følelser som er to forskellige resultater af to forskellige opskrifter.

Lad os så kigge på, hvordan vi laver dem. Vær opmærksom på, at vores opskrifter er forskellige. Jeg laver ”nervøsitet” på min helt egen måde. Den har jeg udviklet hen over de sidste 53 år, og den fungerer for mig. Du laver ”nervøsitet” på din måde, og selvom den har visse lighedstræk med min opskrift, så vil du opdage, at vi trækker på forskellige erfaringer og referencer. Det er fint – følelser er personlige. Det eneste de har til fælles er, at de alle sammen opstår i vores hoveder, og at det er os selv, der laver dem.

Nu til arbejdet!

*******

Vi skal bruge fem forskellige grundingredienser:

  1. Ord – hvad siger du til dig selv?
  2. Billeder – hvilke billeder eller film ser du for dit indre blik?
  3. Vejrtrækning – hvordan trækker du vejret?
  4. Kropsholdning – hvordan ”holder” du din krop?
  5. Selvbillede – hvilket indre billede har du af dig selv?

Der kan krydres med forskellige små specialiteter, men nu holder vi os til grundopskriften.

Det kan være nemmere at lukke øjnene, så du kan koncentrere dig om dine indre forestillinger.

Først tager du den mørke følelse – for mit vedkommende ”nervøsitet”. Lav din egen beskrivelse. Her er min:

Jeg har en kontekst hvor jeg skal lave en fremlæggelse for en ledergruppe i en større virksomhed. Veluddannede, erfarne og kritiske mennesker – forestiller jeg mig….

 

  1. Ord – hvad siger du til dig selv?

”Hvad nu hvis det ikke er godt nok?”

”Det er da også alt for banalt, det jeg har at sige.”

”Hvorfor pokker har jeg sagt ja til det her? – Bliver jeg aldrig klogere?”

”Så bliver jeg til grin i hele erhvervslivet!”

 

  1. Billeder – hvilke billeder eller film ser du for dit indre blik

Jeg ser mig selv stå foran 23 voksne mennesker. De er venlige og ordentlige, men det er tydeligt at de har ondt af mig, og er trætte af, at de skal bruge deres kostbare arbejdstid på at lytte høfligt til noget fuldstændigt ligegyldigt. De smiler lidt indforstået til hinanden, og overbærende til mig. Da jeg spørger om der er spørgsmål, er der flere der kigger på uret. Ham, der har booket mig, står lænet op ad væggen med armene over kors og et lukket udtryk i ansigtet.

 

  1. Vejrtrækning – hvordan trækker du vejret?

Alene ved forestillingen ligger min vejrtrækning helt oppe i den øverste del af brystet. Jeg er en lille smule svimmel, og har kvalme.

 

  1. Kropsholdning – hvordan ”holder” du din ”nervøse” krop?

Musklerne i ryggen og nakken er spændte. Skuldrene er trukket fremad, og jeg spænder op i solar plexus.

 

  1. Selvbillede – hvilket indre billede har du af dig selv som ”nervøs”?

Anspændt i kroppen. Øjnene er store og vagtsomme. Munden alvorlig. Mimikken er lidt stivnet og munden er uden smil. Stemmen er hård og hul. Bevægelserne er ukoordinerede og klodsede. Det ligner en krop som er klar til flugt.

Det er den perfekte opskrift. Den virker upåklageligt. Jeg behøver overhovedet ikke virkeligheden, jeg kan skabe nervøsiteten alene ved hjælp af min fantasi!! Denne her forestilling er ikke sandhed! Det er blot en forestilling! Husk det!

 

Hop højt, snur rundt, ryst kroppen – slip følelsen igen. Den skal helst ikke tage permanent ophold.

 

Så er det tid den lyse følelse – for mit vedkommende ”stolthed”. For nemheds skyld bruger jeg den samme kontekst.

  1. Ord – hvad siger du til dig selv?

Hvor er det spændende – hvor er jeg heldig at få lov til at påvirke så mange mennesker med vigtig viden!

Gad vide hvad de hver især har med sig ind i salen – måske jeg også kan hjælpe dem helt privat med nogle små tricks.

De bliver ikke bare bedre ledere – de bliver også bedre ægtefæller, venner og forældre.

 

  1. Billeder – hvilke billeder eller film ser du for dit indre blik

Jeg ser mig selv stå foran 23 voksne mennesker. De er spændte og forventningsfulde. De smiler, og nogle af dem virker lidt usikre. Dem vil jeg tage mig særligt af, og give dem noget tryghed.

De smiler og nikker til mig, imens jeg lægger mine papirer frem. Jeg tager øjenkontakt til så mange som muligt, og smiler tilbage.

Efterhånden som oplægget skrider frem, løsner alle mere og mere op.

Jeg har deres fulde opmærksomhed, og de er både alvorlige og grinende på skift. Da jeg spørger om der er spørgsmål, ryger en skov af hænder i vejret. Ham, der har booket mig, står lænet op ad væggen med et stort smil og klapper.

 

  1. Vejrtrækning – hvordan trækker du vejret?

Min vejrtrækning er dyb og let på samme tid. Jeg tænker ikke over den, men den går hele vejen ned til fødderne og tilbage igen. Den holder mig rolig og fokuseret.

 

  1. Kropsholdning – hvordan ”holder” du din ”stolte” krop?

Skuldrene er afslappede, hovedet er højt og kroppen rank. Der er god balance i kroppen, og jeg kan tydeligt mærke min jordforbindelse og en varm energi i kroppen.

 

  1. Selvbillede – hvilket indre billede har du af dig selv som ”stolt”?

Rank holdning, lette, rolige bevægelser, masser af smil og imødekommende mimik. Jeg ser mig selv bekræfte og anerkende deltagernes bidrag til oplægget og det er tydeligt at der er en fin kontakt imellem mig og gruppen. Jeg fornemmer – mere end ser – sølvtråde af forbindelse imellem dem og mig.

 

Med den første forestilling talte jeg mig selv i panik.

Med den sidste forestilling talte jeg mig selv til fornuft.

Rigtig god fornøjelse – og følg med på kanalen, hvis du vil have mere af det gode.

KH

Anni

Posted in Vildt at vide and tagged , , , , , , , , , , , , , , , , .

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *