Skal man finde sig selv for at finde kærligheden?

Kærlighed

De gange hvor jeg har været ”imellem parforhold” har jeg næsten altid fået de samme råd.

”Find nu dig selv, inden du går ind i et nyt forhold.”

”Når du har det godt med at være alene, er du klar til et forhold. Man skal ikke bare springe fra det ene forhold til det næste.”

”Du skal lære elske dig selv, før du virkelig kan elske et andet menneske.”

Og hør nu her – det hele er givetvis rigtig klogt. Fornuftigt. Måske endda sundt. Vi skal ikke være sammen med andre mennesker med det ene formål at undgå ensomheden. Det er en skæv drivkraft for fællesskabet. Men at lovprise ensomheden klinger bare helt irrelevant i mit system.

Hvad er formålet med at være alene?

Det minder mig om en gang for mange år siden, hvor jeg var på en slags ”retreat”. Vi skulle være stille i fire dage, og dagene gik med at lave hypnotisk dans til meget grim musik og sidde overfor andre mennesker, kigge dem ind i øjnene og svare på spørgsmålet ”hvem er du lige nu?”

Jamen det kunne jeg ærlig talt også godt tænke mig at vide, men nixenbixen om jeg ville udforske det i selskab med et væsen, jeg slet ikke kendte eller havde lyst til at lære at kende – bare fordi en kursusplan påbød mig det. Jeg stak halen imellem benene og stak af efter mindre end to dage.

Pointen er, at jeg eksisterer bedst i et meningsfuldt fællesskab. Jeg forstår mig selv i samspillet med andre. I udvekslinger og udfordringer. I kommunikation og pingpong.

De vanskelige alene-øvelser

For otte år siden var jeg stadig gift med mine børns far. De foregående 22 år havde jeg haft hjemmeboende børn, og var i den grad defineret ved min rolle som mor og hustru. Som værtinde, datter, søster. Veninde og samarbejdspartner. Som underviser og terapeut. Og jeg manglede at forstå hvem jeg var inde under alt det her. Hvem der gemte sig i krogene, og måske kunne lokkes frem, når alle rollerne fik ro. Så jeg drog alene til havet. Satte mig i en uge på stranden og gloede ud over bølgerne. Tændte bål og drak vin om aftenen imens jeg kløede labradoren bag ørerne og prøvede at lytte ind til stilheden. Det var stort! Skræmmende. Men meget velgørende.

Jeg øvede mig og blev god til det. Og det gav mening, sandsynligvis fordi det ikke var iscenesat af andre, men valgt af mig. Jeg kunne forlade ensomheden præcis når jeg ville – og jeg kunne bruge den til netop det jeg havde brug for. Ingenting var forbudt – men jeg kunne eksperimentere og prioritere, som jeg følte for fra minut til minut.

Jeg var dengang meget uvant med at være alene, og alene den øvelse var en udfordring. Jeg lærte at holde af det. I dag elsker jeg det. Men der er stor forskel på at være alene og så være ensom. Jeg kan sagtens være alene i mange dage, hvis bare jeg ved, at der en derude, som elsker mig. At alenetiden får en ende. At det ikke er en statisk situation, men en overgang.

Forskellen på alene og ensom

Lige nu er min elskede væk i tre uger. Det er ok. Jeg er alene. Men jeg er ikke ensom. For jeg ved at min mand kommer hjem igen. Så pointen er – jeg har det godt med at være alene. Og jeg har det godt med at have en partner. En som jeg kan dele livet med. En som udfordrer mig og elsker mig og forkæler mig og stiller krav til mig. En jeg kan planlægge højtider og ferier sammen med. En jeg kan småskændes med og sidde op ad i sofaen om aftenen. En jeg kan ligge i ske med, selvom det ikke er hver nat.

Ind imellem har vi alle helt sikkert brug for lige at finde os selv. At finde ro til at stille ind på den kanal, der sætter os i forbindelse med os selv. Men det er ikke raketvidenskab og det behøver frem for alt ikke at kræve cølibat eller ensomhed i årevis.

Accepten af dig selv har betydning

Om jeg elsker mig selv? Ja for søren – nogen gange meget. Andre gange mindre. Som alle andre, så skal jeg også gøre mig fortjent til at blive elsket, selvom det er af mig selv. Jeg skal levere en indsats. Jeg skal gøre mig umage. For at føle mig god nok og elskværdig, skal jeg bidrage aktivt. Og når jeg gør det, så elsker jeg mig selv. Og nej – jeg står ikke og siger det til spejlet om morgenen. Der siger jeg som regel ”godmorgen – du trænger til en kærlig hånd”, men når morgenrutinerne er overstået, så ser det altid lidt bedre ud.

Men det er sandt, at når jeg gør mig umage – og når jeg viser mig selv respekt og kærlighed – så er det også meget nemmere at rumme og elske andre. Store og små – fremmede og nærtstående. Så behøver jeg nemlig ikke at være på krigsstien over for andres noder og unoder. Accept af mig skaber omgående accept af andre.

Og se – det er spændende. For når vi holder af og accepterer os selv, bliver kravene til en potentiel partner langt mere runde og bløde – mere elastiske og bøjelige. Så bliver vi mere selvforsynende, og Og så kan det vise sig at kærligheden er netop der, hvor vi mindst venter at finde den.

Eller er det bare mig?

Kram og tanker fra Anni…