Er du træt af din fobi?

Har du en fobi?

Så er du ikke alene.

Og det er vel det eneste gode, der er at sige om det…..

En fobi er en form for angst, og er i sin natur både ubehagelig og fuldstændig ulogisk. Flere end 500.000 mennesker har en eller flere fobier – og tallet er tilsyneladende stigende.

Samtidig er der en tilbøjelighed til, at hvis du har én fobi, så er du i farezonen for at få flere.

Men hvad er en fobi egentlig for noget?

Den korte version er, at en fobi skyldes en ”fejl-kommando” i din indre forsvarskommando. Altså – at den del af din hjerne, som har ansvar for sikkerhed og forsvar, kommer til at opfatte eksempelvis edderkopper eller høns eller hvepse som værende skabninger, der kan true dit liv.

Du kan nok så meget insistere logisk på, at du næppe vil blive udryddet af en edderkop, men inden du når at pudse fornuften på sagen, har dine instinkter for længst iværksat en kamp-flugt-stivne strategi, som pumper adrenalin og cortisol i ubehagelige mængder ud i din krop.

Den gængse måde at arbejde med fobier på, er den såkaldte ”konfrontations-træning”. At du gradvist nærmer dig det, som du er rædselsslagen for – og derigennem vænner dig til at ”turde”.

Imidlertid er det jo ikke edderkoppen du er bange for. Det er din egen forestilling om, hvad edderkoppen kan finde på.

Det er altså din hjerne, der skal oplyses. Eller rettere – den del af din hjerne, som ihærdigt og ganske ukritisk forsøger på at beskytte dig.

Udfordringen er, at din fornuft (som har bolig i den forreste del af din hjerne) ikke kan trænge igennem til dine instinkter og følelser (som bor i det limbiske system længere tilbage i hjernen.) De taler helt enkelt ikke samme sprog.

Derfor skal du lære ”limbisk”, hvis du vil have budskabet igennem. Og ”limbisk” er et sprog, som består af sanseforestillinger, og som i seriøs grad inddrager din fantasi og din krop.

Læs mere om det i denne her lille ”Farvel-Fobi-Opskrift.”

Rigtig god fornøjelse –

KH

Anni