Anni Simonsen

Vælg din følelse

Tre forskellige hjerner – med tre forskellige funktioner.

Først en lille opdatering på dine tre hjerner:

Krybdyrhjernen er din opsynsmand. Han sørger for at du virker – at du trækker vejret, at dit kredsløb fungerer og at de helt grundlæggende funktioner er på plads.

Følehjernen samler på følelser, og husker på de forskellige input, der har skabt følelserne. Så du kan blive varskoet, når noget lignende opstår. På godt og ondt. Her bor det hele – lige fra angsten til forelskelsen. Fra motivationen til afmagten. Tilsyneladende udenfor din kontrol. Og så alligevel…..

Menneskehjernen. Den unge, entusiastiske new-comer, som er fyldt med tanker, planer, ønsker og helt rationelle, logiske tilgange til livet. Her bor sproget, fantasien og evnen til at skabe bevidste forestillinger. Og det er din vej til at skabe samarbejde imellem dine hjerner.

Det limbiske system forstår nemlig ikke det konkrete sprog – det forstår kun dine forestillinger – altså dine indre sansninger. Luk øjnene. Tænk på sidste gang du blev rigtig glad. Se, hør og mærk det. Jo mere du fokuserer, des tydeligere mærker du det i din krop. Din tanke bliver til din følelse, fordi du bruger din forestillingsevne.

 

Her kommer den helt grundlæggende opskrift

Vi starter med den almene opskrift på følelser. Altså alle slags følelser, ikke bare de gode eller de dårlige. Din hjerne har ingen præferencer, den adlyder bare dine kommandoer, og nu er tiden kommet til, at du bliver bevidst om hvilke kommandoer du skal bruge.

Start med at vælge to følelser – en mørk og en lys. (Eller måske kalder du dem tung/let – dårlig/god – negativ/positiv.)

Skriv deres navne ned.

Jeg har lige nu valgt ”nervøsitet” og ”stolthed”.

Nu har vi altså to forskellige følelser som er to forskellige resultater af to forskellige opskrifter.

Lad os så kigge på, hvordan vi laver dem. Vær opmærksom på, at vores opskrifter er forskellige. Jeg laver ”nervøsitet” på min helt egen måde. Den har jeg udviklet hen over de sidste 53 år, og den fungerer for mig. Du laver ”nervøsitet” på din måde, og selvom den har visse lighedstræk med min opskrift, så vil du opdage, at vi trækker på forskellige erfaringer og referencer. Det er fint – følelser er personlige. Det eneste de har til fælles er, at de alle sammen opstår i vores hoveder, og at det er os selv, der laver dem.

Nu til arbejdet!

*******

Vi skal bruge fem forskellige grundingredienser:

  1. Ord – hvad siger du til dig selv?
  2. Billeder – hvilke billeder eller film ser du for dit indre blik?
  3. Vejrtrækning – hvordan trækker du vejret?
  4. Kropsholdning – hvordan ”holder” du din krop?
  5. Selvbillede – hvilket indre billede har du af dig selv?

Der kan krydres med forskellige små specialiteter, men nu holder vi os til grundopskriften.

Det kan være nemmere at lukke øjnene, så du kan koncentrere dig om dine indre forestillinger.

Først tager du den mørke følelse – for mit vedkommende ”nervøsitet”. Lav din egen beskrivelse. Her er min:

Jeg har en kontekst hvor jeg skal lave en fremlæggelse for en ledergruppe i en større virksomhed. Veluddannede, erfarne og kritiske mennesker – forestiller jeg mig….

 

  1. Ord – hvad siger du til dig selv?

”Hvad nu hvis det ikke er godt nok?”

”Det er da også alt for banalt, det jeg har at sige.”

”Hvorfor pokker har jeg sagt ja til det her? – Bliver jeg aldrig klogere?”

”Så bliver jeg til grin i hele erhvervslivet!”

 

  1. Billeder – hvilke billeder eller film ser du for dit indre blik

Jeg ser mig selv stå foran 23 voksne mennesker. De er venlige og ordentlige, men det er tydeligt at de har ondt af mig, og er trætte af, at de skal bruge deres kostbare arbejdstid på at lytte høfligt til noget fuldstændigt ligegyldigt. De smiler lidt indforstået til hinanden, og overbærende til mig. Da jeg spørger om der er spørgsmål, er der flere der kigger på uret. Ham, der har booket mig, står lænet op ad væggen med armene over kors og et lukket udtryk i ansigtet.

 

  1. Vejrtrækning – hvordan trækker du vejret?

Alene ved forestillingen ligger min vejrtrækning helt oppe i den øverste del af brystet. Jeg er en lille smule svimmel, og har kvalme.

 

  1. Kropsholdning – hvordan ”holder” du din ”nervøse” krop?

Musklerne i ryggen og nakken er spændte. Skuldrene er trukket fremad, og jeg spænder op i solar plexus.

 

  1. Selvbillede – hvilket indre billede har du af dig selv som ”nervøs”?

Anspændt i kroppen. Øjnene er store og vagtsomme. Munden alvorlig. Mimikken er lidt stivnet og munden er uden smil. Stemmen er hård og hul. Bevægelserne er ukoordinerede og klodsede. Det ligner en krop som er klar til flugt.

Det er den perfekte opskrift. Den virker upåklageligt. Jeg behøver overhovedet ikke virkeligheden, jeg kan skabe nervøsiteten alene ved hjælp af min fantasi!! Denne her forestilling er ikke sandhed! Det er blot en forestilling! Husk det!

 

Hop højt, snur rundt, ryst kroppen – slip følelsen igen. Den skal helst ikke tage permanent ophold.

 

Så er det tid den lyse følelse – for mit vedkommende ”stolthed”. For nemheds skyld bruger jeg den samme kontekst.

  1. Ord – hvad siger du til dig selv?

Hvor er det spændende – hvor er jeg heldig at få lov til at påvirke så mange mennesker med vigtig viden!

Gad vide hvad de hver især har med sig ind i salen – måske jeg også kan hjælpe dem helt privat med nogle små tricks.

De bliver ikke bare bedre ledere – de bliver også bedre ægtefæller, venner og forældre.

 

  1. Billeder – hvilke billeder eller film ser du for dit indre blik

Jeg ser mig selv stå foran 23 voksne mennesker. De er spændte og forventningsfulde. De smiler, og nogle af dem virker lidt usikre. Dem vil jeg tage mig særligt af, og give dem noget tryghed.

De smiler og nikker til mig, imens jeg lægger mine papirer frem. Jeg tager øjenkontakt til så mange som muligt, og smiler tilbage.

Efterhånden som oplægget skrider frem, løsner alle mere og mere op.

Jeg har deres fulde opmærksomhed, og de er både alvorlige og grinende på skift. Da jeg spørger om der er spørgsmål, ryger en skov af hænder i vejret. Ham, der har booket mig, står lænet op ad væggen med et stort smil og klapper.

 

  1. Vejrtrækning – hvordan trækker du vejret?

Min vejrtrækning er dyb og let på samme tid. Jeg tænker ikke over den, men den går hele vejen ned til fødderne og tilbage igen. Den holder mig rolig og fokuseret.

 

  1. Kropsholdning – hvordan ”holder” du din ”stolte” krop?

Skuldrene er afslappede, hovedet er højt og kroppen rank. Der er god balance i kroppen, og jeg kan tydeligt mærke min jordforbindelse og en varm energi i kroppen.

 

  1. Selvbillede – hvilket indre billede har du af dig selv som ”stolt”?

Rank holdning, lette, rolige bevægelser, masser af smil og imødekommende mimik. Jeg ser mig selv bekræfte og anerkende deltagernes bidrag til oplægget og det er tydeligt at der er en fin kontakt imellem mig og gruppen. Jeg fornemmer – mere end ser – sølvtråde af forbindelse imellem dem og mig.

 

Med den første forestilling talte jeg mig selv i panik.

Med den sidste forestilling talte jeg mig selv til fornuft.

Rigtig god fornøjelse – og følg med på kanalen, hvis du vil have mere af det gode.

KH

Anni

SundhedsCoach

Den gode konfliktløser benytter sig af fem simple ting –

Fem små overskuelige tricks, som gør det både spændende, inspirerende og lærerigt at opleve konflikter.

Fem skønne moves, som får dig til at danse med den største kommunikative ynde.

Fem oversete farver på kommunikationspaletten.

Fem vinkler på samtalens kunst, som involverer både din krop, dine øjne, dine ord og dit fokus.

Vi fortæller dig hemmeligheden torsdag den 29. juni kl. 17 i Vejle.

Adressen er Horsensvej 72E, 7100  Vejle.

Tilmelding til ivonne@nlpu.dk

Som bonusmateriale får du lov til at høre om markedets suverænt bedste uddannelse i sundhed og kommunikation.

SUNDHEDSCOACH UDDANNELSEN

Jow jow – det er gratis. Den er god nok. Og du får oven i købet lidt godt til ganen.

Skynd dig at melde dig til.

Har du spørgsmål, så ring til Ivonne på tlf. 2467 2580.

Vi ses

KH Anni

SundhedsCoach Uddannelsen udbydes tre steder i Danmark – i Vejle v/ Mental Sundhed. I Herning v/ Coach i Herning og i Viby v/ Anni Simonsen. Læs meget mere om den enestående uddannelse på vores web

Tag et NeuroLingvistisk Grundkursus

NeuroLingvistisk Grundkursus (NLG)

Bliv en ørn til kommunikation på fire dage

golden-eagle-1679166_1920

NeuroLingvistik er en beskrivelse af den måde, vores sprog er konstrueret på, og hvordan ordene former vores tanker, følelser og handlinger.

Neurolingvistik er den manual, vi skulle have modtaget, dengang vi udviklede evnen til at tale med hinanden.

”Samtalen” som kommunikationsform er nemlig den nyeste færdighed blandt mennesker.

Vi har udviklet den, uden helt at forstå dens logik og potens – og derfor går det ret tit ret galt!

Det har du måske lagt mærke til?

 

Derfor har vi lavet det her kursus.

Vi lærer dig at administrere og disciplinere de ord, der kommer ud af din mund.

Vi træner dig i at lytte, formulere og udtrykke dine budskaber, tanker, spørgsmål osv – så de afspejler præcis det du ønsker. I stedet for at havne i afdelingen for ”ups”!

Vi giver dig redskaberne til at gennemskue effekten af de talte ord, så du kan sortere dem allerede inden de forlader din tungespids, OG så du kan hjælpe andre med at udtrykke deres oprindelige mening.

Det handler nemlig ikke kun om dig – det handler også om hvordan DU kan hjælpe ANDRE med at bruge sproget, så DE opnår de bedste resultater.

Her er PDF versionen.

På kurset får du:

En kommunikationsmodel der sparker R.V, og som du vil have gavn af resten af dit liv. (og den er så enkel og logisk, at du ikke fatter hvorfor du først opdager den nu!)

En klar og tydelig gennemgang af vores 12 vigtigste (og vildeste) sprogmønstre.

Introduktion til hjernens sladretanter (aka signalstoffer), og hvordan vi udnytter dem max.

Den videnskabelige forståelse af, hvordan hjernen skaber henholdsvis konflikt og kærlighed. (Nej, vi bruger ikke kompliceret fagsprog; alt er oversat til enkelt og normalt dansk)

Manualen til at konvertere kommunikation fra ”negativ” til ”konstruktiv”, og lave triste sætninger om til stjernedrys.

Verdens bedste feedbackmodel, (som forresten vil forvandle konflikter til en fornøjelse.)

Et imødekommende kropssprog, der med små midler får dig til at ose af selvtillid. (Glæd dig – det kan mærkes helt ind i rygmarven!)

 

Du får en række guldrandede sidegevinster med i købet – blandt andet:

  • Evnen til at håndtere konflikter elegant og venligt.
  • Bevidsthed om betydningen af din nonverbale kommunikation.
  • Træning i at designe følelser og tanker.
  • Evnen til naturligt at skabe en tillidsfuld relation (og et stærkt kærlighedsforhold.)
  • En herlig mental og følelsesmæssig friværdi.
  • og så skal du regne med at mennesker spontant opsøger dig som samtalepartner, fordi du er så nem at tale med. Du bliver med andre ord temmelig vellidt.

Printvenlig pdf-version

Kurset består af to kursusmoduler:

Før hvert kursusmodul får du:

En manual, som fremsendes elektronisk.

Fem weblektioner, som gennemgår de basale modeller, der gennemgås på modulet.

Hvert modul består af:

To dages undervisning à 9 timer.

Efter hvert modul får du:

En skriftlig opgave, som du modtager feedback på.

Tilbud om 9 træningstimer med adgang til feedback.

To spørgetimer på Skype.

 

Tid og sted:

Modul 1: 28-29 april kl. 9 til 18 og

Modul 2: 9-10 juni kl. 9 til 18

Skanderborgvej 213, 1 sal – 8260 Viby.

 

Udbytte og indskud:

Du får 65 timers instruktion og toptrimmet træning – altså et solidt kursus med superlækkert indhold og garanti for evighedseffekt.

Du får selvfølgelig også et underskrevet deltagerbevis + 4 ECTS point til din løntrinsberegning og din videreuddannelse.

Investeringen er kr. 9.300,-

Du kan betale på én gang og få 300 kr. i rabat. Eller du kan dele betalingen op i tre bundter. Den første før kursusstart, og de to følgende efter henholdsvis en og to måneder.

Hjælp til finansiering findes længere nede i skriften.

 

Kursets spørgsmål og svar:

Kan jeg få nogen hjælp til finansiering?

Det kan du nemlig. Følg LINKET og få mindst syv gode muligheder for hel- eller delvis finansiering. De gælder både for kortere og længere forløb.

Hvad kan jeg bruge kurset til rent fagligt?

På arbejdspladsen er du sikret en værkstøjskasse, som kan håndtere konflikter, skabe et godt arbejdsmiljø, reducere stress, øge motivationen og trimme effektiviteten. Uanset om du er leder eller medarbejder, er du er virkelig godt hjulpet – og du vil nyde det!

Hvad kan jeg bruge kurset til helt personligt?

Du finder helt automatisk din ”mentale friværdi” med kursets redskaber. Det betyder at du opdager, hvor nemt det er at skabe og vedligeholde gode relationer, fyre op under din livsglæde og øge kontrollen over dine egne tanker og følelser. I familien vil du opleve at ”de andre” tillægger sig større tolerance, venlighed og omsorg – blot fordi du har været på kursusJ

Kan jeg tjene penge på kurset?

Den viden du får er enkel, lettilgængelig og ekstremt efterspurgt, så hvis du har lyst til at videreformidle den, så er der rig mulighed for at tjene på dine NeuroLingvistiske færdigheder. Foredrag, workshops, undervisning – eller måske små indlæg i de skrevne medier eller som blogs eller videoblogs. Vælger du at bygge videre på uddannelsen, kan du naturligvis også tjene på din coaching.

Hvornår er der tilmeldingsfrist?

Nu. Snarest muligt. Kurset starter den 28. april. Her kommer du ombord sammen med de deltagere, som starter deres SundhedsCoach Uddannelse. De to første moduler af SundhedsCoach Uddannelsen udgør den NeuroLingvistiske Grunduddannelse. Du kan melde dig til HER. Bare skriv ”Tilmelding NLG” i emnefeltet, og skriv følgende i tekstfeltet: navn – adresse – mailadresse – telefonnummer – betalingsønsker

Hvad nu hvis jeg gerne vil fortsætte og tage SundhedsCoach Uddannelsen?

Så skal du være så hjerteligt velkommen. Hvis du fortsætter på samme hold, er prisen særligt gunstig. Hvis du vælger at vente, skal du bare i gang, inden der er gået et år. Og husk – vi har hold både i Aarhus, Vejle og Herning.

KIK ind – vi har et inspirationsmøde den 20. april i Viby. Meld dig til lige HER.

Andre siger:

”Den bedste rejse ind i mig selv og omkring mig selv jeg nogensinde har været på. Kan helt klart anbefales til alle, som vil udvikle deres personlighed markant.

Bruger det hver dag, faktisk lige siden den første dag på uddannelsen:-) 
Tusind mange tak til Anni.”

Christian Busk Sørensen

 

”Livets pensum! – det burde det være. Anni er fuldstændig sublim, unik og uendeligt dygtig. Hun er der for dig og sørger for kærlige skub. Alt materialet er velskrevet og nemt at forstå og Anni fører dig igennem det og sørger for at alle er med. Jeg kan bare sige: Gør det! Du vil ikke fortryde det!”

Nina Barnow-Jagd

 

”Gennemført kompetent undervisning med en god blanding af inspiration, indsigter og praktisk hands on.
Vi var på rejse ind i hjerne og krop og blev klogere på hvad det er for mekanismer, indre billeder, følelser og fornemmelser, som trækker os rundt i manegen.”

Henrik Krogh

”Fantastisk – sikken en rejse jeg kom på, og jeg er stadig rejsende i udvikling og opdagelse…”

Tina Madsen

 

”…. giver brugbare redskaber, opdagelser og kompetencer, i en rummelig og uhøjtidelig atmosfære. 
Der er god mulighed for, at få fundet, luftet og poleret egne skeletter undervejs – så mens jeg lærte at hjælpe andre, hjalp jeg mig selv.”

Tanja Lykke

🌞Har du spørgsmål, så ring eller send en mail – 4027 5764 / anni@nlpu.dk🌞

Se det hele i pdf-version

SÅDAN HÅNDTERER DU KONFLIKTER OG UNDGÅR SKÆNDERIER

Du hører dem hele tiden. Rabiate, stødende og helt forkerte holdninger. Udtrykt som fordømmelse og vrede – marineret i ønsker om at straffe og påføre skyld og skam. Om indvandrere, om chefer, om forstokkede naboer eller familiemedlemmer – om børn, hunde, ældre, unge, landmænd, fiskere, kommunalarbejdere, psykologer, pædagoger – alle kan vi få et drag over nakken i debatten.

Politikerne er verdensmestre i at dyrke og kultivere konflikter. De lever af det. De vinder valg på det! Meget tankevækkende….

Derhjemme – indenfor vores egne fire vægge – trives konflikterne også. Som par kan vi bruge oceaner af tid på at nedgøre, afrette, irettesætte – som forældre slås vi med næb og klør for at få vores børn til at opføre sig ordentligt, så de ikke kaster skam over os. Og ødelægger tingene for sig selv.

Fakta er – vi tilhører måske samme art, men vi er ikke enige.

Det er et livsvilkår.

Der skal kun to mennesker til, for at skabe en konflikt. To mennesker, som har forskellige opfattelser af rigtigt og forkert. To mennesker, som er klar til at slås for deres holdninger.

Gør det konflikter til et problem!?

Nej – konflikter er en berigelse. En skøn nuancering af vores egne meninger. En mulighed for udveksling, inspiration, læring og udvikling.

Det kræver selvfølgelig, at du håndterer uenighederne – de potentielle konflikter – som noget vigtigt og interessant.

Typisk kaster vi os ind i konflikter med hovedet først, intenst optagede af at finde på de mest hårdtslående argumenter og vinde diskussionen.

Det vil ikke give dig nogen gevinst.

Det vil til gengæld – ro, opmærksomhed og lydhørhed.

Så hvad gør du?

Du vækker din indre nysgerrighed. Du finder det sted inde i dig selv, hvor du kan undres uden at dømme. Og derfra lytter du.

 

TÆNK!

Gad vide hvad der er sket i det her menneskes liv, siden han/hun har valgt denne holdning?

Gad vide hvordan det her unge menneske, (måske dit eget afkom) kan være så fastlåst – hvad sker der derinde?

Gad vide hvad han/hun savner for at føle sig tryg…..?

Sådan et afsæt for en samtale, kan være ekstremt givende.

 

SPØRG OG LYT

Vil du have et effektivt trick, for at skabe kommunikation i stedet for konflikt?

Så kommer det her:

Lyt og spørg.

Og når du spørger, så benyt dig af HV spørgsmål.

Et HV spørgsmål er et spørgsmål, der starter med HV (surprise:-)

HVAD. HVEM. HVORDAN. HVORNÅR. HVILKE.

Man kalder det også for ”åbne” spørgsmål. Og det er præcis hvad de gør. De åbner. Når du stiller HV spørgsmål, så åbner for du den andens tanker og forestillinger. Med et HV spørgsmål får du adgang til et andet menneskes dybere tanker, forbehold, erfaringer, oplevelser, frygt, ønsker, håb – og derinde finder du formodentlig en form for forståelse for, hvorfor han/hun tænker og mener som tilfældet er.

Sidegevinsten er, at du bliver pokkers klog. Du behøver ikke at være enig i det du hører – det er du næppe – men du kan forstå det! Og så behøver du ikke at diskutere, dømme eller nedgøre. Så bliver konflikten til kommunikation og indsigt. Og det er meningen med den!

God fornøjelse

KH

Anni

Glem dit selvværd – dyrk dit mod

Selvværd er noget opreklameret skrammel…..

Ja, undskyld mig!
Jeg bliver bare nødt til at sige det!

Et ”dårligt selvværd” er nok den ringeste undskyldning i hele universet, for ikke at tage sig selv og sit liv alvorligt! For ikke at følge sine drømme og gå efter høje mål.

Når mennesker rejser sig op og gør det, de ikke tør, er det så bare fordi de er så heldige, at have et godt selvværd?
Aj!

99,9% af alle mennesker er ved at skide en snemand, når de skal gøre noget, som andre mennesker kan betragte og vurdere. De gør det bare alligevel. Med svedige hænder, røde kinder, skjolde under ærmerne, rystende hænder og en følelse af næsten ikke at kunne trække vejret. Det er ikke selvværd. Det er mod. Og mod har du. Mod har vi alle sammen. Vi skal bare bruge det. Modet.

At sidde i hjørnet og pille i sit dårlige selvværd, er i virkeligheden enormt navlebeskuende. Så sidder man der og tror, at de andre er totalt optagede af hvad man selv gør. Men ved du hvad? De andre er ret ligeglade. De opdager såmænd nok ikke en gang, at du er på banen. De har rigeligt i sig selv!

Hver gang du stiller dig frem, løber du selvfølgelig risikoen for, at nogen derude opdager det, og vender tommelfingeren nedad. Og jo da – det sker. Fordi sådan fungerer verden. Fordi rigtigt mange af vores art synes det er sjovere at nedgøre andre, end det er at vove pelsen selv.

Hvis du er vokset op med afvisninger og konstante meldinger om, at du ikke er god nok, så vil der være noget i dig, som er bange for at det er rigtigt. At du ikke duer. Men det ”noget” behøver du ikke at lytte til hele tiden. Du kan også vælge at lytte til noget andet ”noget” inde i dig, som hvisker om dine håb og drømme og ønsker. Som peger dig vej hen imod lyset og viser dig en masse eksempler på, at det godt kan lade sig gøre.
Objektivt set, så er der ingen af os der er ”gode nok” imens andre ikke er det. Vi virker alle sammen ret godt. Ellers ville vi ikke være her.

Spørgsmålet er, hvordan du giver dig selv lov. Og plads. Og opbakning til at gøre det du har lyst til.

Luk dine øjne. Giv dig selv lov til at dagdrømme om det du ville gøre, hvis du vidste det ville lykkes. Beslut dig for hvor længe du vil bruge på, at gøre det til virkelighed. Hvornår er du i mål? Skriv datoen ned på et stykke papir, og beskriv så dit liv, som det ser ud på den dato. I detaljer. Beskriv din drøm. I nutid.

Walt Disney sagde ”hvis du kan drømme det, kan du gøre det.” Det er ingen klichée – det er rigtig nok. Hvis du kan forestille dig noget, kan du også gøre det til virkelighed. Det er i bund og grund ”bare” et spørgsmål om, at gøre hvad der skal til. At være stædig og modig. Og få det til at ske.

Måske læser du det her, og tør ikke at tro på det. Måske læser du det, og ved, at det er sandt. Måske har du selv gjort det. Hvis du har, så fortæl om det. Skriv en kommentar herunder, hvor du fortæller om hvordan du valgte at ”turde”, selvom du var ved at dø af skræk.

Alle I Mortener fra X Factor, der er derude – hvis I læser det her, så skriv! Skriv om jeres skræk og jeres mod. Alle jer der løb risikoen for at snuble i springet – som har prøvet at fejle og alligevel er kommet igen – skriv en kommentar. Jeg ved, at I er der! I er seje, modige og stærke. I er villige til at løbe en risiko – villige til at lære og blive klogere og bedre og dygtigere.

Og alle jer, der lige nu beslutter jer for at turde – skriv en kommentar! Om det handler om at lære at danse eller om at holde en tale til den næste familiefest – om du vælger at stikke næsen frem på jobbet, eller række ud efter den, du har været forelsket i længe. Om du vil gå i gang med at skrive en bog eller planlægge en jordomrejse…. – skriv om det. Lad os smitte hinanden med mod. Glad, energisk, fandenivoldsk mod. Lad os turde – sammen!

KH
Anni

Ps – når du ind imellem hviler lidt fra din ”turden”, så løft hovedet og kik efter de andre, der er i gang med at turde. Og husk at vise dem respekt, anerkendelse og giv dem kærlige ord med på vejen. Og når du observerer noget, der er virkelig sejt og modigt, så skriv en kommentar!

Farvel til præstationsangsten

laerer

Svedige, rystende hænder.

Røde pletter på hals og bryst – og helt op ad kinderne.

Vilde spændinger i skuldrene.

Et stormvejr i hovedet, som overdøver enhver fornuftig tanke.

Fornemmelsen af, at min egen stemme kommer et helt andet sted fra – i en svag, sitrende version – helt uden myndighed og gennemslagskraft.

Præcis den tilstand var sikker for mig, hver gang jeg skulle sige noget i større (eller mindre) forsamlinger. Indtil for 18 år siden.

Det var et helvede.

Hvis jeg skulle lave en præsentation eller en fremlæggelse – hvis jeg skulle tage ordet til et møde eller bare præsentere mig selv på et kursus.

Jeg lå søvnløs natten før, og bagefter var min krop så øm, som var jeg blevet ramt af et tæskehold.

I dag er min yndlingsbeskæftigelse at undervise og holde foredrag.

Jeg har det ikke bare godt med det – jeg glæder mig. Hver gang.

I virkeligheden er det enkelt. Opskriften er så simpel, at du næsten ikke tror på det. Og den langtidsvarige virkning kommer med, så snart du har opdaget og forstået de bagvedliggende principper, og har tilegnet de enkle og indlysende øvelser, der giver omgående effekt.

Der er tre elementer:

  • Din krop (og især din vejrtrækning)

  • Dine indre forestillinger

  • Dit fokus

Det hele trænes grundigt på SundhedsCoach Uddannelsen. Du starter forsigtigt, og du slutter med at kræve og erobre scenen.

Glæden ved at formidle til enkeltpersoner, grupper eller større forsamlinger – sikkerhed, gennemslagskraft og evnen (og lysten) til at indtage et rum og styre kontakten med en flok mennesker. Det hele bliver dit.

Jamen hvad har det at gøre med coaching, tænker du måske?

Det hele hænger sammen. Reglerne for den verbale og nonverbale kommunikation, bevidstheden om sprogets nuancer og de kognitive strategier – de gælder, uanset om du sidder i en fortrolig samtale med et enkelt menneske, eller om du formidler et budskab til 2000 mennesker.

Kom og hør mere – vi har et hyggeligt og lækkert infomøde den 7. december i Aarhus. Husk tilmelding. Vi giver kaffe og brunkager.

Det er gratis og ganske uforpligtende, og du må stille alle de spørgsmål du vil.

Du får selvfølgelig også mulighed for at møde nogle af de mennesker, der allerede har gjort det.

Jeg glæder mig til at byde dig velkommen.

KH

Anni

Giv det videre

 

the meaning of life

Verden er fyldt med mennesker, som er bange for at dele. Som frygter, at hvis de giver noget fra sig, så mister de det selv.

Men sådan virker livet ikke. Tilværelsen er derimod sådan indrettet, at jo mere du giver, jo mere får du. Kærlighed, opmærksomhed, glæde, omsorg, fællesskab – alt sammen gaver, som, når du giver dem til andre, vil ende med at berige dit eget liv i langt større format, end du selv formår at skabe.

Lige nu sidder der i mit hjerte en lille trold og hopper højt af glæde.

Jeg har nemlig lige haft besøg af en kær veninde og tidligere studerende – faktisk fra det allerførste hold jeg startede, så vores relation går temmelig mange år tilbage.

Når jeg med alt for store mellemrum tager mig sammen til at tilkende mig selv disse stjernestunder med sjælevenner, så sker det samme. Hver gang. Jeg bliver overrumplet over visdommen. Jeg såede en gang et frø, og imens jeg kiggede den anden vej, voksede frøet op og blev til en sund og livskraftig plante. Et træ med dybe, stærke rødder. En smuk krone og helt vidunderligt løv.

En gang var det mig der gav. Men i dag er det mig, der får. Jeg spørger om råd. Lytter. Nyder nærværet fra et varmt og kærligt menneske. Og jeg bliver stolt! Præcis lige som jeg bliver stolt af mine børn, der blev voksne og kloge imens jeg var uopmærksom et øjeblik……

Stolt, taknemmelig og helt urimeligt glad. Fordi de er mine. Ikke bare mine egne børn er mine, men også alle de mennesker, som jeg i årenes løb har delt min viden med, og som hver især har båret den videre ud i livet, udviklet den og gjort kærlige og gode ting med den.

Og så er det at jeg bliver hoptimist:-)

Helt ind i hjertekulen.

Måske kender du følelsen af at have fundet din hylde. Din gave. At vide præcis hvad du er her på jorden for at gøre. Måske gør du ikke.

Måske kender du lykken ved at ”give det videre” – måske gør du ikke.

Jeg er slet ikke færdig med at give endnu. Mit liv har været velsignet. Jeg har været så heldig og privilegeret at få en stor viden om, hvordan vi som mennesker kan kommunikere konfliktfrit og kærligt. Og den deler jeg. Også med dig. Hvis du vil have den.

Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet på www.nlpu.dk – eller på vores facebookside, som også deler ud af tingene. Her kan du både vælge at “følge” eller tilmelde dig vores “News” i kolonnen i venstre side.

Måske skal vi ses?

Du kunne også kigge ind til et informationsmøde i Viby – altså hvis du har lyst til at vide mere om, hvordan du kan lære principperne. Mødet er selvfølgelig både gratis og helt uforpligtende, men hvem ved – måske er det dit næste skridt til at få din egen hoptimist i hjertet?

Det næste informationsmøde er den 7. juni kl. 17 til 19. Hvis du vil være med, så send mig en mail – så reserverer jeg en stol, og sender dig en finde-vej vejledning.

På de her to timer får du både viden om uddannelsen, metoderne – og selvfølgelig også nogle skønne tips til, hvordan du kan benytte NLP principperne i din hverdag. Du får naturligvis en grundig fortælling om, hvad NLP egentlig er for en størrelse, og hvor meget du kan bruge det til. Og det er ikke så lidt endda…..

Derudover får du efter mødet min e-bog tilsendt – den hedder ”SUPERTANKER” og her kan du læse meget mere om, hvordan du kan give dit eget sind kyndig vejledning, og hvordan du kan kommunikere konfliktfrit med mennesker i din omverden.

Du ved godt, at du er en ener, ikke?

Du har særlige talenter og gaver. Du har en masse at give videre. Lad os finde det frem og give det lys.

Jeg håber vi ses –

På kærligt gensyn.

Anni

 

Skal man finde sig selv for at finde kærligheden?

Kærlighed

De gange hvor jeg har været ”imellem parforhold” har jeg næsten altid fået de samme råd.

”Find nu dig selv, inden du går ind i et nyt forhold.”

”Når du har det godt med at være alene, er du klar til et forhold. Man skal ikke bare springe fra det ene forhold til det næste.”

”Du skal lære elske dig selv, før du virkelig kan elske et andet menneske.”

Og hør nu her – det hele er givetvis rigtig klogt. Fornuftigt. Måske endda sundt. Vi skal ikke være sammen med andre mennesker med det ene formål at undgå ensomheden. Det er en skæv drivkraft for fællesskabet. Men at lovprise ensomheden klinger bare helt irrelevant i mit system.

Hvad er formålet med at være alene?

Det minder mig om en gang for mange år siden, hvor jeg var på en slags ”retreat”. Vi skulle være stille i fire dage, og dagene gik med at lave hypnotisk dans til meget grim musik og sidde overfor andre mennesker, kigge dem ind i øjnene og svare på spørgsmålet ”hvem er du lige nu?”

Jamen det kunne jeg ærlig talt også godt tænke mig at vide, men nixenbixen om jeg ville udforske det i selskab med et væsen, jeg slet ikke kendte eller havde lyst til at lære at kende – bare fordi en kursusplan påbød mig det. Jeg stak halen imellem benene og stak af efter mindre end to dage.

Pointen er, at jeg eksisterer bedst i et meningsfuldt fællesskab. Jeg forstår mig selv i samspillet med andre. I udvekslinger og udfordringer. I kommunikation og pingpong.

De vanskelige alene-øvelser

For otte år siden var jeg stadig gift med mine børns far. De foregående 22 år havde jeg haft hjemmeboende børn, og var i den grad defineret ved min rolle som mor og hustru. Som værtinde, datter, søster. Veninde og samarbejdspartner. Som underviser og terapeut. Og jeg manglede at forstå hvem jeg var inde under alt det her. Hvem der gemte sig i krogene, og måske kunne lokkes frem, når alle rollerne fik ro. Så jeg drog alene til havet. Satte mig i en uge på stranden og gloede ud over bølgerne. Tændte bål og drak vin om aftenen imens jeg kløede labradoren bag ørerne og prøvede at lytte ind til stilheden. Det var stort! Skræmmende. Men meget velgørende.

Jeg øvede mig og blev god til det. Og det gav mening, sandsynligvis fordi det ikke var iscenesat af andre, men valgt af mig. Jeg kunne forlade ensomheden præcis når jeg ville – og jeg kunne bruge den til netop det jeg havde brug for. Ingenting var forbudt – men jeg kunne eksperimentere og prioritere, som jeg følte for fra minut til minut.

Jeg var dengang meget uvant med at være alene, og alene den øvelse var en udfordring. Jeg lærte at holde af det. I dag elsker jeg det. Men der er stor forskel på at være alene og så være ensom. Jeg kan sagtens være alene i mange dage, hvis bare jeg ved, at der en derude, som elsker mig. At alenetiden får en ende. At det ikke er en statisk situation, men en overgang.

Forskellen på alene og ensom

Lige nu er min elskede væk i tre uger. Det er ok. Jeg er alene. Men jeg er ikke ensom. For jeg ved at min mand kommer hjem igen. Så pointen er – jeg har det godt med at være alene. Og jeg har det godt med at have en partner. En som jeg kan dele livet med. En som udfordrer mig og elsker mig og forkæler mig og stiller krav til mig. En jeg kan planlægge højtider og ferier sammen med. En jeg kan småskændes med og sidde op ad i sofaen om aftenen. En jeg kan ligge i ske med, selvom det ikke er hver nat.

Ind imellem har vi alle helt sikkert brug for lige at finde os selv. At finde ro til at stille ind på den kanal, der sætter os i forbindelse med os selv. Men det er ikke raketvidenskab og det behøver frem for alt ikke at kræve cølibat eller ensomhed i årevis.

Accepten af dig selv har betydning

Om jeg elsker mig selv? Ja for søren – nogen gange meget. Andre gange mindre. Som alle andre, så skal jeg også gøre mig fortjent til at blive elsket, selvom det er af mig selv. Jeg skal levere en indsats. Jeg skal gøre mig umage. For at føle mig god nok og elskværdig, skal jeg bidrage aktivt. Og når jeg gør det, så elsker jeg mig selv. Og nej – jeg står ikke og siger det til spejlet om morgenen. Der siger jeg som regel ”godmorgen – du trænger til en kærlig hånd”, men når morgenrutinerne er overstået, så ser det altid lidt bedre ud.

Men det er sandt, at når jeg gør mig umage – og når jeg viser mig selv respekt og kærlighed – så er det også meget nemmere at rumme og elske andre. Store og små – fremmede og nærtstående. Så behøver jeg nemlig ikke at være på krigsstien over for andres noder og unoder. Accept af mig skaber omgående accept af andre.

Og se – det er spændende. For når vi holder af og accepterer os selv, bliver kravene til en potentiel partner langt mere runde og bløde – mere elastiske og bøjelige. Så bliver vi mere selvforsynende, og Og så kan det vise sig at kærligheden er netop der, hvor vi mindst venter at finde den.

Eller er det bare mig?

Kram og tanker fra Anni…

Tre ting der giver dig en kærlig Jul uden konflikter

love-christmas

Er du træt af at dine forhold ind imellem havner i konflikter? Så læs med her.

En konflikt er et sammenstød i mellem forskellige holdninger og værdier. I sig selv ganske forfriskende og tacklet fornuftigt kan dine konflikter endda udvide din horisont og gøre dig klogere! Det er snart Jul – så her er min “2. søndag i advent gave” til dig.

Det eneste du skal gøre er, at følge nogle helt enkle regler, og aflære nogle af de unoder du (måske) har pådraget dig i årenes løb.

Regel # 1 – Glem ”Jeg har ret og du tager fejl” – vælg ”vi er ikke enige, men jeg er interesseret i hvad der ligger til grund for din holdning.”

I det øjeblik vi møder udsagn eller adfærd, vi ikke er enige i, trasker den hellige ”rigtig-forkert” ko ind på marken. Uanset om det handler om indretning, børneopdragelse, overførselsindkomster, flygtningepolitik, påklædning, motionsformer, daglige prioriteringer – eller hvad du end kan komme i tanke om – så er hver enkelt af os ganske overbeviste om, at ”min mening er den rigtige”. Den anden har bare ikke forstået det endnu. Så derfor må jeg få ham/hende til at opdage det! Sådan! Det handler bare om at finde de rette argumenter, og være tilpas velformuleret, så skal det nok lykkes. Og på den måde kan en lille fjer blive til fem velvoksne julegæs af den skræmmende og aggressive slags.

Næste gang, så giv dig selv lov til at trække vejret og blive nysgerrig på, hvad der får andre mennesker til at vælge andre holdninger. Har de altid haft denne her mening, eller er der mon sket noget i deres liv, som har affødt den? Det er spændende, ikke? Du kan få en rigtig interessant historie, som både gør dig langt mere forstående og tolerant og oven i købet kan udvide din horisont.

Regel # 2 – Du har IKKE den store tankelæsereksamen. Hvis du tror at du ved hvad den anden ”i virkeligheden” mener og hvorfor han eller hun ”i virkeligheden” siger eller gør dette eller hint, så øv dig i at tage ting for pålydende.

Hvor tit har du hørt dig selv sige noget i retning af, ”det siger du jo bare fordi……” – eller ”det der gør du kun fordi….”. I blind tillid til at dine intuitive tolkninger har langt større sandhedsværdi end den andens påstande. Bare rolig. Det er kun et udtryk for, at du prøver at passe på dig selv. Hvis du forudser et eventuelt svigt, en løgn eller en fortielse, så undgår du jo at blive skuffet senere…..

Til gengæld opnår du også at smadre tilliden i den relation, du taler ind i.

Ingen af os fortæller ”hele sandheden”. Vi leverer et tilpasset udsnit, fordi hverdagen ganske enkelt ikke levner plads til ”hele historien”. Men når du og jeg taler sammen, så er en del af vores kontrakt, at du skal respektere det ”udsnit” jeg vælger at give dig. Hvis jeg siger ”jeg elsker dig”, så elsker jeg dig. Det kan også godt være at jeg synes du er træls nogen gange, når du er jaloux eller kontrollerende. Eller doven, når du bruger lidt for lang tid på sofaen eller på Facebook. Men jeg vælger at sætte fokus på, at jeg elsker dig. Hvis din respons så er at ”det siger du bare fordi, at jeg har sagt at jeg gerne vil høre dig sige det” – ja så har du muligvis delvist ret. Men derfor elsker jeg dig stadig. Det er ikke enten-eller. Det er både-og. Så tro på mig. Nyd kærligheden i stedet for at fokusere på eventuelle uudtalte forbehold.

Regel # 3 – Drop ”dutteriet”. Altså lad være med at starte din sætning med ”du”. Tag udgangspunkt i dig selv, og sig ”jeg”.

Du er – du mener – du gør – du kan – du skal – du skal lade være med –

Hvis din ven eller partner fortæller dig at ”du er fraværende”, ”du er mere interesseret i X end i mig” eller ”du elsker mig ikke mere”, så ”dutter” de dig. Det er ikke rart, når andre fortæller dig hvad du er, vil eller kan. Dine følelser, tanker og holdninger sættes ud af kraft, og du skal i gang med at forsvare dig.

Hvis de på den anden side siger ”jeg synes”, ”jeg tror”, ”jeg er bange for”, så er de for det første langt mere ærlige og for det andet holder argumentet sig på et holdningsniveau i stedet for at påstå at deres frygt, forbehold eller meninger er mere gyldige end dine.

Det var tre enkle regler. Tre vaneændringer. Tre små justeringer, som giver dig langt mere ligeværdig, meningsfuld og respektfuld kommunikation, og dermed skaber relationer med chancen for at udvikle sig og inspirere begge parter.

Brug det – bare her i julemåneden. Og glæd dig over de gaver du både får og modtager, når du viser den anden venlig opmærksomhed, respekt og interesse. Den dejlige bivirkning er, at du kommer til at føle dig som et bedre, mere kærligt og værdigt menneske.

Rigtig god fornøjelse.

Vil du vide mere om hvordan små justeringer i din kommunikation kan give dig både bedre følelser, mere selvværd og stærkere forhold, så kik ind mandag kl. 17 i Viby. Her fortæller jeg dig om hele konceptet og hvordan du kan bruge det til gavn for dig selv og andre.

Det er selvfølgelig gratis, hyggeligt og helt uden forpligtelser til andet end et par givtige timer:-)

Husk at melde dig til – så sender jeg dig en finde-vej-beskrivelse.

Læs mere om hele konceptet her.

Varme julehilsener fra Anni