Skal man finde sig selv for at finde kærligheden?

Kærlighed

De gange hvor jeg har været ”imellem parforhold” har jeg næsten altid fået de samme råd.

”Find nu dig selv, inden du går ind i et nyt forhold.”

”Når du har det godt med at være alene, er du klar til et forhold. Man skal ikke bare springe fra det ene forhold til det næste.”

”Du skal lære elske dig selv, før du virkelig kan elske et andet menneske.”

Og hør nu her – det hele er givetvis rigtig klogt. Fornuftigt. Måske endda sundt. Vi skal ikke være sammen med andre mennesker med det ene formål at undgå ensomheden. Det er en skæv drivkraft for fællesskabet. Men at lovprise ensomheden klinger bare helt irrelevant i mit system.

Hvad er formålet med at være alene?

Det minder mig om en gang for mange år siden, hvor jeg var på en slags ”retreat”. Vi skulle være stille i fire dage, og dagene gik med at lave hypnotisk dans til meget grim musik og sidde overfor andre mennesker, kigge dem ind i øjnene og svare på spørgsmålet ”hvem er du lige nu?”

Jamen det kunne jeg ærlig talt også godt tænke mig at vide, men nixenbixen om jeg ville udforske det i selskab med et væsen, jeg slet ikke kendte eller havde lyst til at lære at kende – bare fordi en kursusplan påbød mig det. Jeg stak halen imellem benene og stak af efter mindre end to dage.

Pointen er, at jeg eksisterer bedst i et meningsfuldt fællesskab. Jeg forstår mig selv i samspillet med andre. I udvekslinger og udfordringer. I kommunikation og pingpong.

De vanskelige alene-øvelser

For otte år siden var jeg stadig gift med mine børns far. De foregående 22 år havde jeg haft hjemmeboende børn, og var i den grad defineret ved min rolle som mor og hustru. Som værtinde, datter, søster. Veninde og samarbejdspartner. Som underviser og terapeut. Og jeg manglede at forstå hvem jeg var inde under alt det her. Hvem der gemte sig i krogene, og måske kunne lokkes frem, når alle rollerne fik ro. Så jeg drog alene til havet. Satte mig i en uge på stranden og gloede ud over bølgerne. Tændte bål og drak vin om aftenen imens jeg kløede labradoren bag ørerne og prøvede at lytte ind til stilheden. Det var stort! Skræmmende. Men meget velgørende.

Jeg øvede mig og blev god til det. Og det gav mening, sandsynligvis fordi det ikke var iscenesat af andre, men valgt af mig. Jeg kunne forlade ensomheden præcis når jeg ville – og jeg kunne bruge den til netop det jeg havde brug for. Ingenting var forbudt – men jeg kunne eksperimentere og prioritere, som jeg følte for fra minut til minut.

Jeg var dengang meget uvant med at være alene, og alene den øvelse var en udfordring. Jeg lærte at holde af det. I dag elsker jeg det. Men der er stor forskel på at være alene og så være ensom. Jeg kan sagtens være alene i mange dage, hvis bare jeg ved, at der en derude, som elsker mig. At alenetiden får en ende. At det ikke er en statisk situation, men en overgang.

Forskellen på alene og ensom

Lige nu er min elskede væk i tre uger. Det er ok. Jeg er alene. Men jeg er ikke ensom. For jeg ved at min mand kommer hjem igen. Så pointen er – jeg har det godt med at være alene. Og jeg har det godt med at have en partner. En som jeg kan dele livet med. En som udfordrer mig og elsker mig og forkæler mig og stiller krav til mig. En jeg kan planlægge højtider og ferier sammen med. En jeg kan småskændes med og sidde op ad i sofaen om aftenen. En jeg kan ligge i ske med, selvom det ikke er hver nat.

Ind imellem har vi alle helt sikkert brug for lige at finde os selv. At finde ro til at stille ind på den kanal, der sætter os i forbindelse med os selv. Men det er ikke raketvidenskab og det behøver frem for alt ikke at kræve cølibat eller ensomhed i årevis.

Accepten af dig selv har betydning

Om jeg elsker mig selv? Ja for søren – nogen gange meget. Andre gange mindre. Som alle andre, så skal jeg også gøre mig fortjent til at blive elsket, selvom det er af mig selv. Jeg skal levere en indsats. Jeg skal gøre mig umage. For at føle mig god nok og elskværdig, skal jeg bidrage aktivt. Og når jeg gør det, så elsker jeg mig selv. Og nej – jeg står ikke og siger det til spejlet om morgenen. Der siger jeg som regel ”godmorgen – du trænger til en kærlig hånd”, men når morgenrutinerne er overstået, så ser det altid lidt bedre ud.

Men det er sandt, at når jeg gør mig umage – og når jeg viser mig selv respekt og kærlighed – så er det også meget nemmere at rumme og elske andre. Store og små – fremmede og nærtstående. Så behøver jeg nemlig ikke at være på krigsstien over for andres noder og unoder. Accept af mig skaber omgående accept af andre.

Og se – det er spændende. For når vi holder af og accepterer os selv, bliver kravene til en potentiel partner langt mere runde og bløde – mere elastiske og bøjelige. Så bliver vi mere selvforsynende, og Og så kan det vise sig at kærligheden er netop der, hvor vi mindst venter at finde den.

Eller er det bare mig?

Kram og tanker fra Anni…

Det er ikke synd for dig

Sorry-for-me

Du er et stærkt, sundt og handlekraftigt individ. Med selvværd.

Du har en hjerne og et nervesystem, som adlyder dit mindste vink.

En krop der blindt lystrer dine kommandoer, og en enestående evne til at kommunikere.

En evne, som du bare skal lære at udnytte.

Den nyeste neurovidenskab fortæller dig alt hvad der er værd at vide om, hvordan du opdrager din hjerne. I SundhedsCoach Uddannelsen har vi oversat forskningsresultaterne til letforståeligt dansk, og omsat dem til enkle redskaber, der ikke bare sparker liv i de små grå, men også lærer dig at designe netop de mentale og kognitive opskrifter, der giver dig hvad du ønsker dig.

Der er to hemmeligheder i det vi kalder ”den neurolingvistiske* metode”.

Den første er, at vi alle sammen har forskellige opskrifter. Min virker ikke for dig – og din virker ikke for mig. Til gengæld kan de redskaber vi lærer dig, afdække ethvert menneskes individuelle opskrift. Til glæde for dem selv. Så kan de nemlig efterfølgende selv styre sagerne.

Den anden er, at vores opskrifter ligger lagret i den del af hjernen, som hedder ”det limbiske system”. Her ”bor” vores følelsesmæssige erfaringer og konklusioner.

Dette lager er ikke tilgængeligt for ”sund fornuft” og rationel argumentation. Til gengæld er der frit lejde for sansesproget. Altså billeder, lyde, kropsfornemmelser, duft og smag. Både dem der kommer fra den virkelige verden, (det er derfor musik og dufte kan påvirke os så stærkt – de vækker vores følelsesmæssige erindringer), og dem der kommer fra din egen forestilling, (det er derfor du kan blive skrækslagen ved tanken om, at noget ondt skal ske dem du elsker.)

Når du lærer at beherske dit eget sansesprog, er du også herre over dine følelser, dine tanker og din krop.

Vil du vide mere? Så dan dig et overblik på www.nlpu.dk – eller meld dig til et infomøde den 7. december 2016 kl. 19 – i Aarhus.

Du er også altid velkommen til at kontakte mig – jeg svarer hurtigt:-)

Med Varme Gensynshilsener

Anni Simonsen

* Nervesystemet udvikler sig igennem hele livet. Det fødes relativt ”nøgent” og igennem vores opvækst er det vores forskellige påvirkninger, der bestemmer hvordan vi kommer til at opleve og fortolke begivenheder i vores omverden. 
Enhver opvækst er forskellig – selv tvillingers. Vi møder aldrig præcis de samme påvirkninger. Derfor fungerer også vores neurologiske system forskelligt. Og derfor taler vi på en måde hvert vores ”nervesystem-sprog” (NLP). Ét menneske – ét sprog. 
Som SundhedsCoach og NLP Practitioner får du A-nøglen.

Tre ting der giver dig en kærlig Jul uden konflikter

love-christmas

Er du træt af at dine forhold ind imellem havner i konflikter? Så læs med her.

En konflikt er et sammenstød i mellem forskellige holdninger og værdier. I sig selv ganske forfriskende og tacklet fornuftigt kan dine konflikter endda udvide din horisont og gøre dig klogere! Det er snart Jul – så her er min “2. søndag i advent gave” til dig.

Det eneste du skal gøre er, at følge nogle helt enkle regler, og aflære nogle af de unoder du (måske) har pådraget dig i årenes løb.

Regel # 1 – Glem ”Jeg har ret og du tager fejl” – vælg ”vi er ikke enige, men jeg er interesseret i hvad der ligger til grund for din holdning.”

I det øjeblik vi møder udsagn eller adfærd, vi ikke er enige i, trasker den hellige ”rigtig-forkert” ko ind på marken. Uanset om det handler om indretning, børneopdragelse, overførselsindkomster, flygtningepolitik, påklædning, motionsformer, daglige prioriteringer – eller hvad du end kan komme i tanke om – så er hver enkelt af os ganske overbeviste om, at ”min mening er den rigtige”. Den anden har bare ikke forstået det endnu. Så derfor må jeg få ham/hende til at opdage det! Sådan! Det handler bare om at finde de rette argumenter, og være tilpas velformuleret, så skal det nok lykkes. Og på den måde kan en lille fjer blive til fem velvoksne julegæs af den skræmmende og aggressive slags.

Næste gang, så giv dig selv lov til at trække vejret og blive nysgerrig på, hvad der får andre mennesker til at vælge andre holdninger. Har de altid haft denne her mening, eller er der mon sket noget i deres liv, som har affødt den? Det er spændende, ikke? Du kan få en rigtig interessant historie, som både gør dig langt mere forstående og tolerant og oven i købet kan udvide din horisont.

Regel # 2 – Du har IKKE den store tankelæsereksamen. Hvis du tror at du ved hvad den anden ”i virkeligheden” mener og hvorfor han eller hun ”i virkeligheden” siger eller gør dette eller hint, så øv dig i at tage ting for pålydende.

Hvor tit har du hørt dig selv sige noget i retning af, ”det siger du jo bare fordi……” – eller ”det der gør du kun fordi….”. I blind tillid til at dine intuitive tolkninger har langt større sandhedsværdi end den andens påstande. Bare rolig. Det er kun et udtryk for, at du prøver at passe på dig selv. Hvis du forudser et eventuelt svigt, en løgn eller en fortielse, så undgår du jo at blive skuffet senere…..

Til gengæld opnår du også at smadre tilliden i den relation, du taler ind i.

Ingen af os fortæller ”hele sandheden”. Vi leverer et tilpasset udsnit, fordi hverdagen ganske enkelt ikke levner plads til ”hele historien”. Men når du og jeg taler sammen, så er en del af vores kontrakt, at du skal respektere det ”udsnit” jeg vælger at give dig. Hvis jeg siger ”jeg elsker dig”, så elsker jeg dig. Det kan også godt være at jeg synes du er træls nogen gange, når du er jaloux eller kontrollerende. Eller doven, når du bruger lidt for lang tid på sofaen eller på Facebook. Men jeg vælger at sætte fokus på, at jeg elsker dig. Hvis din respons så er at ”det siger du bare fordi, at jeg har sagt at jeg gerne vil høre dig sige det” – ja så har du muligvis delvist ret. Men derfor elsker jeg dig stadig. Det er ikke enten-eller. Det er både-og. Så tro på mig. Nyd kærligheden i stedet for at fokusere på eventuelle uudtalte forbehold.

Regel # 3 – Drop ”dutteriet”. Altså lad være med at starte din sætning med ”du”. Tag udgangspunkt i dig selv, og sig ”jeg”.

Du er – du mener – du gør – du kan – du skal – du skal lade være med –

Hvis din ven eller partner fortæller dig at ”du er fraværende”, ”du er mere interesseret i X end i mig” eller ”du elsker mig ikke mere”, så ”dutter” de dig. Det er ikke rart, når andre fortæller dig hvad du er, vil eller kan. Dine følelser, tanker og holdninger sættes ud af kraft, og du skal i gang med at forsvare dig.

Hvis de på den anden side siger ”jeg synes”, ”jeg tror”, ”jeg er bange for”, så er de for det første langt mere ærlige og for det andet holder argumentet sig på et holdningsniveau i stedet for at påstå at deres frygt, forbehold eller meninger er mere gyldige end dine.

Det var tre enkle regler. Tre vaneændringer. Tre små justeringer, som giver dig langt mere ligeværdig, meningsfuld og respektfuld kommunikation, og dermed skaber relationer med chancen for at udvikle sig og inspirere begge parter.

Brug det – bare her i julemåneden. Og glæd dig over de gaver du både får og modtager, når du viser den anden venlig opmærksomhed, respekt og interesse. Den dejlige bivirkning er, at du kommer til at føle dig som et bedre, mere kærligt og værdigt menneske.

Rigtig god fornøjelse.

Vil du vide mere om hvordan små justeringer i din kommunikation kan give dig både bedre følelser, mere selvværd og stærkere forhold, så kik ind mandag kl. 17 i Viby. Her fortæller jeg dig om hele konceptet og hvordan du kan bruge det til gavn for dig selv og andre.

Det er selvfølgelig gratis, hyggeligt og helt uden forpligtelser til andet end et par givtige timer:-)

Husk at melde dig til – så sender jeg dig en finde-vej-beskrivelse.

Læs mere om hele konceptet her.

Varme julehilsener fra Anni