Mød sjæfen

Tak fordi du kigger ind på denne side! Det sætter jeg virkelig pris på, for et produkt er aldrig bedre, end det menneske der sælger eller anvender det.

Jeg er mor til tre voksne drenge – og bonusmor til yderligere fire tøser, hvoraf de to er voksne og to er teenagere. Jeg har i skrivende stund ti børnebørn! Og så er jeg kæreste med en trucker, som tilbringer en stor del af sin tid på landevejen. Jeg mødte ham i 1973 og vi blev kærester i 2012. Han beskriver sig selv som verdens mest tålmodige menneske:-)

Jeg blev født i 1964 i en arbejderfamilie. Pengene var små og drømmene var store. Mine fire ældre søskende fik alle en solid uddannelse, og jeg valgte at shoppe imellem tilbuddene, så min faglige baggrund er en dejlig patchwork af viden.

 

AnniSimonsen.mini

Uddannelsen

Efter en sproglig HH tilbage i 83 har jeg uddannet mig på:

Handelshøjskolen (sprog og økonomi)
Universitetet (kommunikation, filosofi, retorik og kønskultur)
Silkeborg Seminarium (voksenpædagogik)
Journalisthøjskolen (siger ligesom sig selv) og på
NLP instituttet (Neurolingvistisk psykoterapi og formidling).

Det er blevet til en del års uddannelse og en hel mappe fyldt med fine beviser. Men det vigtigste er, at det har givet mig en hel unik sammensætning af viden, som jeg bruger hver eneste dag i mit arbejde og mit privatliv. Jeg VED ikke bare mit fag. Jeg ER det. Og det er skønt. Især fordi jeg så ikke behøver at bruge lang tid på at forberede og undersøge tingene, når jeg skal undervise, holde foredrag eller have en klient. Jeg har det hele indeni, og det er lysvågent.

Erfaringen

De sidste 15 år har jeg været selvstændig. Ikke fordi jeg egentlig valgte det, men fordi der ikke rigtig var noget job der passede helt….

Jeg ville gerne undervise, men ville også helst selv bestemme i hvad.
Jeg ville gerne holde foredrag – men ville helst selv bestemme om hvad.
Jeg ville gerne skrive – men ville helst – osv.
Og så ville jeg gerne have tid til at have klienter. Ikke på fuld tid, men som en del af paletten.

Derfor var det helt oplagt at vælge det selvstændige liv.

I dag lever jeg af primært tre ting:
Jeg underviser og holder foredrag.
Jeg skriver bøger og artikler og laver undervisningsmateriale.
Og jeg laver Neurolingvistisk terapi og coaching.

Jeg er rigtig god til alle tre ting – og jeg er vild med det hele. Selvom det også nogen gange er svært at holde skruen i vandet uden arbejdsgiver, kolleger og fast indkomst. Men så låner jeg lidt af banken eller truer med at hæve min pension, og så går det hele jo alligevel.

Personligheden

Mennesker er grundlæggende gode, og vi gør alt hvad vi kan, for at få et godt liv.
Det er min grundantagelse.
Derfor er det nemt for mig at holde af mennesker.
I stedet for at dømme eller vurdere, bestræber jeg mig på at forstå og anerkende.

Jeg ved med 100% sikkerhed, at ingen af os vågner om morgenen med ønsket om at gøre dårlige ting - hverken for os selv eller andre. Vi bestræber os på at nå vores mål og drage omsorg for hinanden. Det er bare ikke altid så nemt.

Ingen af os lever i evigt solskin. Ind imellem byder livet på modgang, og det rammer vores overskud og handlekraft. I de perioder er det godt at have en sparringspartner, som kan hjælpe med genvinde tilliden, løfte energien og vække optimismen. Sådan én er jeg. Og sådan nogen uddanner jeg.

Det betyder ikke at man som NLP Coach, SundhedsCoach eller Psykoterapeut er et menneske med overjordisk overskud. Det betyder bare at vi har nogle redskaber og kommunikationsmetoder, som genaktiverer de ressourcer, som er derinde.

Vi arbejder altså ikke med "hvor er det synd for dig", men i stedet for med "lad os finde mulighederne, styrken og lyset igen."

Tak fordi du læste med. Hvis du har spørgsmål, så tøv ikke med at ringe eller skrive til mig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *