Den mindste indsats, giver det største resultat –

Nytårsfortsæt!

Ordet klinger af gode intentioner, som helt sikkert bliver udfordret af gode, gamle vaner. Og sandsynligvis udmanøvreret af samme gamle vaner.

Hvad er din personlige statistik? Hvor mange af dine nytårsfortsætter har du ført ud i livet. Altså for alvor! Langtidsalvor.

Hvis du ligner gennemsnittet af befolkningen, så er det nok ikke så voldsomt mange…..

Derfor kan det jo være udmærket, at have gode intentioner. Planer. Mål. De kan give energi – og håb😄

Men der er noget der virker bedre!!

Det er konkrete handlinger. NU-handlinger. Som i LIGE-NU-handlinger.

Ikke ”i det nye år” eller ”på mandag” eller ”efter ferien”. Nu.

Hvad vil du gøre lige nu, for at bringe dig selv nærmere på den virkelighed, du virkelig gerne vil have?

Du behøver ikke at have en langtidsplan. Det er ok at have en retning og tage det første skridt. Så kan du altid vælge det næste skridt i morgen. Så har du også en mulighed for at opdage, hvad det første skridt førte med sig. Og så kan du meget bedre skræddersy det næste skridt, som ellers bare ville være et standardskridt – uden bevidsthed om de aktuelle vilkår den aktuelle dag.

De fleste af os fortaber os i handlingsplaner. Detaljerede beskrivelser af en lang række indsatser, som er møjsommeligt ført ind i kalenderen. Vi beruser os kortvarigt i begejstringen over de forventede resultater, og glæder os helt vildt, på forhånd, til at nå frem. Til målet. Men et sted undervejs, falder kæden af. Forstyrrelser opstår, vilkår forandres og forhindringer spænder ben. Ofte handler det om ting, vi ikke er herrer over. Men de bremser hele fremdriften. Vejen fra ”forhindring” og tilbage til de gamle spor og vaner, er urimeligt kort.

Så kom lige igen:

Hvad vil du gerne? Handler det om dit kærlighedsliv? Dit job? Dit hjem? Dine venskaber eller dine fritidsinteresser? Dit helbred?

Uanset hvad, så sæt retningen. Hertil bruger du præcis samme spørgsmål som i det gamle ”Hugo” spil på tv 2.

”Hvor skal vi hen, du?”.

Formuler dit ”hen” – og vælg så, hvad du vil gøre allerede i dag. Og gør det så!!

Din handling i dag er magisk. Den forvandler din forestillinger til virkelighed. Og samtidig giver den dig mulighed for at blive glad for det første skridt, så du ikke behøver at vente på, at du en gang – måske – sandsynligvis ikke – er færdig med alle de mange skridt, som der er i enhver målsætning.

Det er faktisk tilladt at nyde rejsen!

citat

På den måde kan du oven i købet skabe følelsen af begejstring og succes hver eneste dag! Og skulle der komme enkelte faser, hvor indsatsen glipper, så bærer tilfredsheden med alle de andre dage dig automatisk hen over det bette bump i vejen.

Rigtig god fornøjelse – og smid gerne et par ord om dine personlige oplevelser med Nytårsfortsætter.

Rigtig godt Nytår til dig❤️

KH Anni

Posted in Uncategorized.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *